PÅ FARTEN

·INGA KOFOED ANDERSENs foredrag:

 
         FRA ROCKY MOUNTAINS TIL MANHATTAN

Et meget aktuelt  foredrag, som giver en god introduktion til  USA:
 Guldgravere, orkaner i Midtvesten og jordskælv i San Francisco - de billeder dukker op på nethinden, når talen falder på USA.

Jeg glæder mig til at dele min geopolitiske viden med endnu flere, når jeg fortæller om olieudvindingen, der har bragt USA helt i front som verdens største olieproducent og gjort landet uafhængig af de mellemøstlige oliereserver. Og viser fordelingen af de etniske grupper i USA som grundlag for at diskutere modsætninger og interessekonflikter. Muren til Mexico. Tørkeplagede områder. Oversvømmelser i Sydstaterne. Der er nok at dykke ned i for den interesserede og videbegærlige tilhører.


          MARATHONLØB BLANDT VILDE DYR I SYDAFRIKA 

Jeg har løbet 63 marathon. Rundt omkring i verden. Altid bygger jeg rejserne op omkring et marathon og fylder på med spændende oplevelser og udflugter før og efter løbet. Jeg har løbet i ufattelige højder i Schweiz, haft hedetur i Honolulu og Havanna, kæmpet med bakker og blæst i Nationalpark Thy og aset op ad betonstier i Harzen samt deltaget i mange andre løb, der er milevidt forskellige fra Berlin Marathon. Men eet løb overskygger dem alle: Big Five Marathon i Sydafrika, hvor dagene er fyldt med safari og løvebrøl.

Foredraget består af billeder fra reservatet Ntabeni i Sydafrika, hvor jeg har løbet The Big Five Marathon 9 gange. Sammen med min mand har jeg år efter år forsvaret vores verdensrekord  - vi er dem, der har deltaget flest gange. Foredraget henvender sig til alle, der kan lide at få en god historie fortalt, så man kan høre flodhestene pruste, mærke morgenkulden og lugte elefanterne.

 

·        FRA PLANØKONOMI TIL BEDRE TIDER  - en rejse på Donau. 

Fra udspringet i Schwarzwald til deltaet ved Sortehavet løber floden Donau gennem 10 lande og 5 hovedstæder. Det er en rejse mellem øst og vest, hvor både kulturen og naturen ændrer sig markant undervejs. Nyd billeder og beretninger, der veksler mellem planøkonomi, overdådige bygningsværker, berømte danskere på langfart, ingeniørkunst og opbrud til bedre tider.


.  BALKAN - BALLADE I BRÆNDPUNKTET

EU udvider mod øst, og flere lande står på spring for at komme med. Vores kendskab til disse lande begrænser sig mest til beretninger fra krigen i Bosnien, ture til ferieområderne i Kroatien og aktuelle rygter om voldsomme demonstrationer i Rumænien og Serbien.
Balkan ligger i brændpunktet, hvor tre store religioner kæmper om sjælene. Og hvor grænserne mellem Europa, Sovjet og Mellemøsten trækkes.
Landene står i kø for at tiltrække vestlige virksomheder, mens de unge i Ungarn drejer om på hælen og søger mod bedre betalte jobs i Vesten. Regeringslederne råber vagt i gevær og trygler ungdommen om at blive og bidrage til landenes udvikling. Og de ældre, der husker forgangne tider, drømmer sig tilbage til et samfund med mindre narkotikamisbrug, korruption og kriminalitet.

Foredragsholderen er en erfaren rejseleder med speciale i Østeuropa og Balkan. Med foredraget bliver tilhøreren klogere på krudttønden Balkan og fremtidsudsigterne i regionen. Og får åbnet øjnene for skønheden og kulturen i landene på Balkan. Foredraget udfordrer/opfordrer deltageren til at tage stilling til de demografiske udfordringer ved østudvidelsen, hvor efterspørgsel af billig arbejdskraft i Vesteuropa dræner Østeuropa for arbejdskraft og unge mennesker, der kunne sikre udvikling og øget velstand.

 

  HOLLAND - træsko, tømmer og tulipaner

Måske skabte Gud verden, men i Holland siger man, at det var hollænderne, der skabte Holland. Gennem hundreder af år har de arbejdsomme og innovative hollændere bygget diger og inddæmmet land, så landet er blevet kraftigt udvidet. På et strejftog gennem Holland gælder det også opbygningen af landet efter 2 verdenskrig samt kultur i alle afskygninger - ikke mindst dyrkning og salg af blomsterløg, som Holland er verdens største eksportør af.

·         STENENE VANDRER PÅ BUNDEN AF FLODEN - Rhinen Øst 

Stenene vandrer på bunden af floden. Gennem tusinder af år har Rhinen transporteret materiale fra bjergene ved Bodensee ud mod Nordsøen. 1234 km tilbagelægger floden gennem landskaber, der har inspireret kunstnere til at skabe værker, vi kan glæde os over i dette billedforedrag. 

Flodens vand kunne producere el, bjergene rummede mineraler og sjældne smykkesten, kul kunne brydes i store mængder og arbejdskraft var der rigeligt af. Ikke sært, at Rhinen blev centrum for udviklingen af industri, handel og kultur. 

Og så var det også her, verdens første selvkørende køretøj blev præsenteret i slutningen af 1800tallet. Og lagde grunden til den tyske bilindustri.

 

·         HER FRA MAGTEN GÅR - Rhinen Vest

Romere og frisere kæmpede om Rhinen og aftalte at holde sig på hver sin side af floden. Siden middelalderen har fyrster og biskopper kontrolleret al handel og færdsel på floden – og opkrævet enorme summer i told og skat. Og brugt pengene på at bygge borge og katedraler.

Og i dag danner Rhinen grænse mellem franskmænd og tyskere i det område, hvor vinstokkene gror allerbedst. Vinstokke, der oprindeligt kom hertil med romerne, som brugte floden til at transportere vin, mad og tropper til romerrigets fjerne forposter.

 Hvor Rhinen munder ud i Nordsøen, ligger Amsterdam, der er bygget på træstammer, som rige købmænd lod flåde hertil fra Schwarzwald. Hvis tømmeret da ikke blev brugt til bygge hollændernes handels- og krigsflåde, som var forudsætningen for at etablere kolonier i Afrika og Østen.

 

·         ALOHA FRA HAWAII

Midt ude i Stillehavet ligger en gruppe af øer, der er dannet af vulkaner. Lavastrømme og lugten af svovl. Sådan kender vi Hawaii.
Polyneserne kom langsvejs fra i primitive både. Med dyr og planter. Kvinder, mænd og børn. Som en anden Noahs Ark. Og gik i land langt fra fastlandet. Igen og igen fandt de tilbage til øerne ved hjælp af en højtudviklet sans for navigation. De læste bølgerne, følte vandets temperatur og smagte sig frem til saltindholdet. Og lagde mærke til fuglene i luften. På den måde kunne de orientere sig og afgøre, om de var tæt på en landmasse. Tæt på Hawaii. 
Polyneserne slog sig ned og grundlagde de første samfund på øerne. Gav steder navne. Navne, som senere blev gjort mere mundrette af de amerikanere, der lidt efter lidt overtog øerne. Soldater og militærbaser. Elvis på Hawaii.

Du kan næsten høre musikken og se de smukke piger i bastskørter danse hula hula for dig. Og mærke skumsprøjtet fra bølgerne, når jeg viser billeder fra min 14 dages rundrejse i efteråret 2019, hvor jeg besøgte 4 af øerne. Fløj i helikopter, vandrede i fantastiske landskaber og så planter, der kun findes der. Lige der. På Hawaii.  Det er fortællingen om interessemodsætninger, truet kultur og udfordret natur. I solnedgangen og under stjernerne. 

Og måske fortæller jeg lidt om de andre gange, jeg har været på Hawaii - for at løbe marathon i 30 graders varme....

 

·          PÅ GRÆNSEN MELLEM VAND & LAND - om friserne ved Vadehavet 

Friserne bor ved Nordsøen - og lever på havets præmisser med alt, hvad det indebærer af risiko for stormflod. Op gennem historien har friserne også skullet forsvare sig mod vikinger, romere, hollændere, spanske tropper og meget mere. Hør om kultur, natur og historie.


NORDLYS OG NOMADER - indtryk fra Lapland 

Rejseforedrag af Inga Kofoed om Lapland og de udfordringer, den samiske kultur står over for. Udfordringer, der langt hen ad vejen bliver mødt med humor, beslutsomhed og farveglæde. Foredraget er selvfølgelig krydret med flotte billeder af Nordlys, snelandskaber og arkitektur. Og måske har der sneget sig en enkelt strikket vante eller to med på et billede?


·         BADELAND, BAKKER & BROER - en geologisk og kulturhistorisk billedrejse langs GUDENÅ 

Åen bugter sig fra Nørre Snede mod Kattegat i et mønster, der er bestemt af afsmeltningen af den is, der dækkede landet for 12.000 år siden. Og den danner rammen og grundlaget for en spændende udvikling af livet i Østjylland.

 

Vi følger åen fra udspringet i Tinnet Krat, som ligger tæt på det store vandskel, hvor Hærvejen går. Kildens vand blev en gang udnyttet til et folkeligt, fornøjeligt og festligt badeland. I det flade land bredte åen sig ud og vandede engene i Uldum Kær - i dag er det et paradis for vandrere og fuglekiggere. Længere fremme er der løbet så meget vand i åen, at det blev nødvendigt at etablere broer til togtrafikken - og en af disse broer er netop genfundet i god behold under en dæmning.

Ved Silkeborg er vandføringen så stor, at den kunne udnyttes af industriens maskiner. Drewsen grundlagde Papirfabrikken og sørgede for at få jernbanen ført til byen. Vi hører også historien om de unge mænd, der trak pramme lastet med varer modstrøms fra Kattegat til Silkeborg - og ser de kroer, de overnattede på undervejs